Jeg er Linda Hansen "lufter mit beskidte vasketøj"og Tomas Lagermand Lundme 'Jeg er ikke Linda Hansen'.

16 SEPTEMBER - 24 SEPTEMBER 2011

KONTORprojects er stolt af at kunne vise Linda Hansens helt nye værk 'Jeg er Linda Hansen'
i samspil med Tomas Lagermand Lundmes tekstværk 'Jeg er ikke Linda Hansen'.

 

Udstillingen tager udgangspunkt i Linda Hansens værk, der drejer sig om de mørke sider og følelser,
som hun prøver at skubbe væk; angsten, frygten og tankerne, som gør ondt og som forstyrrer.
Alt det, der mangler ord,men som netop kan fastholdes i et billede, et motiv.

Fotografen Linda Hansen har tidligere lavet kunstprojektet 'Linda Hansen,'hvor hun portrætterede
en række meget forskellige kvinder med navnet Linda Hansen som eneste fællestræk.
'Jeg er Linda Hansen' skal ses som en forlængelse af dette projekt, men hvor hun dengang undersøgte
sig selv i en udadvendt sammenligning med andre kvinder, har hun denne gang vendt blikket indad.

Linda Hansen fotograferer sin hverdag med sin mobiltelefon. Det bliver skrøbelige, intime og inderlige
skildringer, der også fastholder et nøgternt og råt spejlbillede af sig selv midt i verden - eller midt i dobbeltsengen.
Selvportrætterne kombineres med fotografier af hendes børn, mand og med mere eller mindre blålige stilleben
over ting, hun omgives af. Handlinger, hun ubevidst udfører.

  

Forfatteren Tomas Lagermand Lundme har skrevet et selvstændigt tekstværk, som i samspil med Linda Handens
reflekterende projekt bliver en kritisk kommentar til vores menneskelige eksistens. Tomas Lagermand Lundme
er ikke Linda Hansen. Tomas er Tomas, men hvem er Tomas? Og hvem er Linda Hansen?
Og hvem er du? Når du er helt alene?